Fra én til to – de svære følelser
Det kan være svært – og måske sværere, end man regner med – at gå fra at være en familie på tre til én på fire. Her tænker jeg ikke ”kun” på den manglende søvn, de nye rutiner, der skal indarbejdes, flere behov at tage hensyn til, færre arme til at bære, men også mange svære følelser. Måske endda skamfulde følelser og følelser forbundet med skyld.
Der er en tendens til, at vi skal elske vores barn det sekund, det kommer til verden. Men det er langt fra alle, der føler denne voldsomme kærlighed fra første minut. Og det kan faktisk være endnu sværere, når man har et barn i forvejen. Fordi man føler så stor en kærlighed til sit første barn, kan det føles umuligt at forestille sig, man kan føle det samme og opnå samme symbiose med andre end lige præcis ham eller hende, der med tiden har stjålet såvel mors som fars hjerte: ens første barn.
Når lillebror eller lillesøster så kommer til verden, kan der opstå mange modstridende og blandede følelser. Samtidig med at føle glæde og lykke, kan skammen også fylde meget, hvis man netop ikke nærer samme følelser for den nye som for ens ældste barn. En skam, der opstår grundet tanker som ”det burde man vel” og ”så må jeg være en vildt dårlig mor/far, når jeg ikke elsker ham/hende på samme måde”. Ofte deler man ikke disse skamfulde følelser med andre, og derfor kan der opstå en tavshed omkring dem. Og når andre ikke siger det højt, kan det for det første være svært at forberede sig på, at disse følelser måske rammer én, og for det andet kan man nemt føle sig meget alene om at have det sådan – for det har alle andre jo ikke, vel? Af den grund er det vigtigt at tale åbent om, hvordan det for nogle kan være forbundet med disse enormt skamfulde følelser at få sit andet barn. Er vi åbne omkring de svære følelser, er vi med til at aftabuisere dem og normalisere dem – og dette kan modvirke selve følelsen af skam, men også ensomheden, der kan følge med følelsen af at være den eneste i verden, der har det sådan.
En anden svær følelse, mange oplever, omhandler relationen til storebror eller storesøster. En skyldfølelse over at svigte dem ved at flytte al fokus fra ham/hende til at dele den mellem det ”etablerede barn” i hjemmet og den nye baby. Og en følelse af, at symbiosen med ens store barn med ét bliver brudt, og relationen aldrig bliver den samme. Det er ikke unormalt eller mærkeligt at græde mange tårer over det, man ”mister” med den store ved at bringe en lille ind i billedet. Også selvom man med sin fornuft godt ved, at det er utroligt givende for begge børn at have en søskende i deres liv. Men særligt i starten kan det være svært at give fornuften samme plads som følelserne. Og det bedste er faktisk at give sig selv lov til det i stedet for at slå sig selv oveni hovedet over, at man ”burde have det sådan og sådan”.
Det hænder også ofte (ja, næsten altid), at det store barn får en reaktion på familieforøgelsen. Og ikke kun en positiv én af slagsen. Den store vil sandsynligvis veksle mellem perioder med rigtig meget omsorg til den lille og perioder, hvor den store ville ønske – og måske siger – at han/hun ville ønske, den lille aldrig var kommet til verden. Måske bliver det store barn vred, når mor eller far tager sig af den lille og såvel fysisk som verbalt ytrer, at han/hun vil have sin mor eller sin far. Det er fuldstændig normalt, at jalousien hos storebror eller storesøster fylder meget, især i starten, og vinder over kærligheden til lillesøster eller lillebror. Her er det vigtigt at være overbærende og lyttende fremfor at skælde ud, når den store gør noget uhensigtsmæssigt såsom at råbe ad den lille eller slå mor eller far. Afhængigt af det store barns alder kan man i stedet i større eller mindre grad forsøge at forklare, hvad der sker (eksempelvis at lillesøster eller lillebror skal have noget mad ligesom storebror eller storesøster, så derfor bliver mor nødt til at sidde med ham eller hende i sofaen, fordi maden kommer fra mor – ligesom at mor eller far smører en madpakke til storebror eller storesøster).
Ligeså er anerkendelse og bekræftelse vigtig i denne periode – eksempelvis at gentage ”Mor og far elsker stadig dig lige så højt” eller ”Hvor er du bare en god storebror eller storesøster”. Storebror eller storesøster kan nemlig let føle sig afvist og nedgraderet, fordi en anden har ”stjålet” forældrenes opmærksomhed og kærlighed – sådan kan det i hvert fald føles. Og hvad kan man så som forældre gøre for at hjælpe sin store dreng eller pige bedst gennem denne transformation? Jo, helt lavpraktisk kan det være en god idé at bede familie og venner om at tage noget med til den store i stedet for til forældrene/den lille i barselsgave. Det får det store barn til at føle sig værdsat og er en måde at forbinde lillesøsters eller lillebrors ankomst med noget positivt samt anerkende det store barn og fortælle, at ”denne gave er til dig, fordi du er så god en storebror/storesøster”). På denne måde deles opmærksomheden, og den store føler ikke, at barselsbesøg udelukkende handler om at se det lille nye mirakel – men også om at besøge storebror eller storesøster og give ham/hende ros for den nye rolle, han/hun nu er i.